LUP - Modul 1.3

Mål for undervisningen

Dette modul i elektrikeruddannelsen handler om automatiske anlæg i bygninger.

Den viden, som du erhverver på modulet, skal gøre dig i stand til at redegøre for opbygningen af de installationer, der anvendes i bygninger. (belysning, varme, ventilation og solafskærmning)

Modulet er indplaceret efter H1-

Der bruges PC til informationssøgning på internettet, samt programmering (konfigurering) af anlæggene.

 




 

Case

I modulet indgår en case.

Denne case omhandler belysning, varme, ventilation og solafskærmning. Casen indgår i den endelige bedømmelse af modulet.

 

Læringsmål, fag og formelle mål

 

Læringsmål

 Du skal gennem undervisningen i modulet udvikle følgende kompetencer:

  • Selv om du er under uddannelse til elektriker, er det ikke alle typer installationer, som en elektriker må røre ved. Du skal derfor lære hvad du må og ikke må, når det drejer sig om automatiske anlæg i bygninger.
  • Du skal selv kunne vælge de korrekte komponenter, der indgår i bygninger, installere dem og kunne redegøre for deres funktion.
  • Du skal kunne programmere komponenterne, og udføre afprøvning og fejlretning.
  • Du skal kunne udarbejde dokumentation ud fra gældende regler.
  • Det er et gennemgående krav, i hele elektrikeruddannelsen og dermed også i dette modul, at du kan anvende innovative processer i din arbejdsmåde. Det vil du opleve ved, at der skal arbejdes projektorienteret. Det vil sige, at du selv skal kunne gennemskue en kompleks opgave (case) komme med løsningsforslag, dokumentere, samt fremlægge dit resultat over for andre.

 

Forløbets grundfag, erhvervsfag, uddannelsesspecifikke fag, mfl.

Modulet har fag nr. 17436 og er et af de moduler, som eleven og virksomheden kan vælge at lade indgå i uddannelsen.

Modulet er et valgfrit specialefag, som udgør første trin (modulniveau 1) inden for automatiske anlæg i bygninger.

Modulet giver adgang til flere moduler på niveau 2.

Se evt. El-fagets webside for mere information: Link til Elektrikeruddannelsen.dk

 

Kompetencemål og målpinde

Målpindene til dette modul kan ses i denne undervisningsplan.

Indhold i undervisningen

På nuværende tidspunkt har du bestået H1 og har kendskab til almindeligt elektrikerarbejde, samt er i stand til at lave en mindre elinstallation.

Det er ikke sikkert at du nogensinde tidligere har arbejdet med det som modul 1.3 handler om. Du skal derfor lære om automatiske anlæg i bygninger, samt de komponenter der anvendes til dette.

Denne type anlæg er typisk belysning, varme, ventilation og solafskærmning.

Bemærk, at undervisningen ikke er lige så dybdegående, som på andre moduler:

  • Modul 1.4 eller 2.6 har mere med solafskærmning
  • Modul 1.6 har mere med belysning
  • Modul 1.7 eller 2.4 har mere med ventilation og varme
 

METODER

Modulet er indholdsmæssigt meget bredt, men med fokus på belysning, varme, ventilation og solafskærmning.

Der arbejdes med almindelig fælles klasseundervisning og opgaveløsning, samt arbejde i praktikstand og udarbejdelse af projekter og dokumentation.

 

OMFANG

I forbindelse med modulet, skal der udarbejdes skriftlige projektopgaver, og der skal laves installationer i en stand. Dette vil typisk begynde i den første uge og vil foregå løbende gennem modulet.

Det skriftlige kan eventuelt foregå i grupper med max. 3 personer. Man vælger selv hvem man vil være i gruppe med evt. i samråd med læreren.

Af praktiske grunde kan det være en fordel, at gruppen består af de samme som arbejder sammen i standen. Der er max. plads til tre personer pr. stand. Forvent ikke, at du kan være alene om en stand.

Der skal udarbejdes en projektbeskrivelse og en projektopgave, der læner sig op ad kravene til modulprøven og den afsluttende svendeprøve. Projektopgaverne og installationer i standen indgår, i den endelige bedømmelse af modulet, sammen med en mundtlig overhøring.


LÆRERROLLEN

De lærere, som du møder i forbindelse med forløbet, er alle uddannede inden for el området og har viden om de emner, der undervises i på modulet.

Herudover har dine lærere også gennemført en pædagogisk uddannelse.

Dine læreres fornemste opgave er at vejlede, støtte og undervise dig, så du bliver så dygtig som overhovedet muligt.

Husk, at hvis du undervejs får problemer og har behov for ekstra hjælp eller støtte, kan du aftale et yderligere møde med din kontaktlærer.

Bemærk, at lærerne arbejder sammen i et team, og at lærerdækningen kan variere.

Projektopgaverne tager udgangspunkt i eksempler som kunne være fra den virkelige verden. Har du i forvejen praktisk erfaring inden for nogle af anlægstyperne, kan det evt. indgå i dine løsningsforslag.

Der arbejdes projektorienteret, da denne arbejdsform understøtter elbranchens opfattelse af erhvervsrettet innovation, samt træner den arbejdsform, som du også skal benytte til svendeprøven.

 

lærlingeROLLEN - DIN ROLLE

Vi forventer ikke, at du har nogen form for kendskab til automatiske anlæg på maskiner. Da du har valgt modulet sammen med din mester, forventer vi dog, at du har interesse for fagområdet.

I de mere lærerstyrede forløb forventes det derfor, at du deltager aktivt, og i det hele taget bidrager positivt til at skabe et godt undervisningsmiljø. Det forventes også, at du afleverer eventuelle delopgaver – og selve ”slutproduktet” - til den fastsatte tid, og at du - i det hele taget - overholder de indgåede aftaler.

I forløbet skal du selv være aktiv i forhold til at planlægge og gennemføre projekt- og stand-arbejdet ud fra en tidsplan, og du er ansvarlig for at den overholdes.

Det er vigtigt, at du har foretaget en form for analyse af problemstillingen, før du går i gang med at løse en teoretisk eller praktisk opgave:

  • Har jeg forstået problemet?
  • Hvad ved jeg i forvejen om dette?
  • Hvilke løsningsmuligheder, kan jeg umiddelbart se?
  • Kunne der være andre muligheder? (Undersøg, eksperimenter, konkluder)
 

ORGANISERING

Når der arbejdes ”på klassen” løses opgaver individuelt. Når der arbejdes med et projekt kan arbejdet foregå alene eller i grupper på max 3 personer.

I forbindelse med praktikopgaver (stand) kan der max. være to personer. (Af pladsmæssige og udstyrsmæssige hensyn kan du ikke forvente at kunne arbejde selvstændigt med praktikdelen)

I projektdelen og praktikdelen følger læreren løbende dit arbejde. Ved projektopgaverne skal du forvente at læreren fra tid til anden vil se hvor langt du er nået, og om der er problemer som skal diskuteres.

Det er vigtigt at du selv er opmærksom på eventuelle udfordringer/problemer som du skal have hjælp til, og at du søger hjælpen i tide.

 

BØGER OG LÆREMIDLER

Skolens politik er, at der skal benyttes så lidt papir og kopier som muligt

  • Af skolen låner du måske regelsæt og vejledninger. Disse skal afleveres ved modulets afslutning.
  • Der udleveres ikke lærebøger, men der henvises til relevante hjemmesider.
  • Power points og evt. andet som læreren viser, udleveres elektronisk, eller kan downloades.
  • Det er op til læreren om opgaver skal afleveres elektronisk eller i papirform.
  • Noget undervisningsmateriel udleveres på USB-nøgle. Eksempelvis teoribøger.

 

ARBEJDSMILJØ

Det er vigtigt for både elever og lærere, at der er et godt arbejdsmiljø, og det gælder både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Alle skal opleve, at det er trygt og sikkert at være på skolen.

Du opfordres til at kontakte, enten dine klassekammerater, din kontaktlærer, afdelingslederen eller en studievejleder, hvis der er noget på skolen som virker forkert.

Det kan dreje sig om:

Fysisk arbejdsmiljø og Sikkerhed, fx farlige situationer som strømstød, faldulykker eller kemiske/organiske giftstoffer

Psykisk arbejdsmiljø, fx mobning, overgreb eller overfald.


Evaluering og bedømmelse

DEN LØBENDE EVALUERING

Du skal forvente, at du fra tid til anden får udleveret repetitionsopgaver. Formålet med disse er dels at arbejde lidt med tidligere gennemgået stof, få afklaret eventuelle spørgsmål, samt at forberede dig til eksamen.

Derudover vil læreren holde evaluerings status, hvor projektopgaverne gennemgås med de enkelte lærlinge/grupper for at få klaring på om skriveprocessen fungerer og afklaret eventuelle problemer og spørgsmål.

Under arbejdet i standen, vil du løbende få feedback.

Den opsamlende evaluering

Det uddannelsesspecifikke fag: 17436, systemkomponenter til bygningsautomatik, afsluttes med en standpunktskarakter. Lærlingens indsats, viden og kunnen vurderes, ift. målpindene for faget. (Se målpindene i afsnittet: Mål) 

Ved afslutningen af modulet afholdes der endvidere en mundtlig prøve, der varer max. 20 minutter inklusive votering. Den mundtlige prøve vil blive afholdt enten som individuel eller gruppe, alt efter hvordan lærlingen har arbejdet med deres case. Hvis projektarbejdet er udført som gruppe, skal den enkelte lærlings ansvarsdel være klart beskrevet, så der kan gives en individuel karakter. Hvis lærlingen arbejder i en gruppe skal hver lærling havde udført en del af deres teoretiske del og det praktisk udførte produkt.

Der gives efterfølgende to karakterer, som gælder for faget/modulet.

En samlet karakter for den mundtlige prøve og rapporten afleveret i forbindelse med denne.

En standpunktskarakter gældende for hele modulet.

Karaktererne skal være mindst 02 for at være bestået.

Derudover skal du udfylde (elektronisk) et spørgeskema, som skolen anvender i sit kvalitetssikringsarbejde.

Eksaminationsgrundlaget

Det der danner grundlag for prøven, består af de følgende elementer:

• Projektbeskrivelsen af casen

• Arbejdet i praktikstanden

• Teknisk dokumentation over praktikstanden

• Projektrapporten

 

Teknisk dokumentation

Den fremlagte skal indeholde dokumentation i forhold til prøveoplægget.

 

Praktiske håndværksmæssige elementer

Det arbejde, som er udført i praktikstanden, skal fremstå håndværksmæssigt og sikkerhedsmæssigt korrekt, i

overensstemmelse med gældende regler, bestemmelser samt følge fabrikantens produktmæssige anvisninger. Det

skal fremstå som det er klar til at kunne overdrages til kunden.

(Af praktiske og økonomiske årsager kan det accepteres, at der anvendes substituerende produkter, hvis der er komponenter, som det ikke er muligt at skaffe til standen. Fx at en komponent ikke er fast monteret i væggen, hvis der mangler en teknisk monterings ramme.)

 

Modulets målpinde

Det skal tilsikres, at lærlingen inddrager modulets målpinde i den fagligt- tekniske løsning.

Modulernes målpinde kan ses i denne undervisningsplan - eller i uddannelsesordningen - for

elektrikeruddannelsen

Bedømmelsesgrundlaget

Grundlaget for lærlingens bedømmelse omfatter elementerne beskrevet i eksaminationsgrundlaget og:

• Lærlingens mundtlige præsentation

• Overhøring fra eksaminator

• Supplerende spørgsmål fra censor/skuemester.

 

Den afleverede dokumentation – projektarbejde - skal inden præsentationen/overhøringen være gennemgået og

vurderet af eksaminator, samt kort være præsenteret for censor.

Varigheden af den mundtlige prøve er max. 40 minutter pr. gruppe inklusive votering.

Varigheden af den mundtlige prøve er max. 20 minutter pr. lærling inklusive votering.

 

Prøven er afgrænset af det valgte specialefag (modul), og tager udgangspunkt i lærlingens praktiske opgave / case.

Til prøven skal der mundtligt demonstreres, i hvilken grad lærlingen lever op til de mål og krav, der er listet op i

modulets målbeskrivelser.

Prøven tager udgangspunkt i den udarbejdede case, dokumentation samt rapporten.

Lærlingen fremlægger og argumenterer for den valgte opgave/problemstilling- og løsning, og eksaminator stiller

uddybende spørgsmål inden for kompetencemålene. Censor/skuemester kan stille supplerende spørgsmål inden

for modulet.

 

Karaktergivningen

Der gives, ud fra en helhedsvurdering, én samlet karakter for modulprøven til den enkelte lærling, som fastsættes

efter en drøftelse mellem eksaminator og censor.

 

Denne overhørings karakter vil indgå som en del af den samlede karakter. Lærlingen skal som minimum opnå

karakteren 02 på standpunkts- og prøvekarakteren for at kunne bestå modulet.

 

Uenighed om karakteren

Hvis censor/skuemester og læreren ikke er enige om en fælles bedømmelse, giver de hver én karakter.

Karakteren for prøven er gennemsnittet af de to karakterer, som afrundes til den nærmeste karakter i skalaen.

Hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer, vil der ske afrunding i retning af den karakter, som

censor/skuemester har afgivet. Der kan dog ikke oprundes til karakteren 02 ”bestået”.

 

Regler for karaktergivning følger Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse:

§ 14. Hvor en censor eller eksaminator medvirker, fastsætter denne karakteren. Hvor der ved bedømmelsen medvirker både en censor og en eksaminator, fastsættes karakteren efter drøftelse mellem dem.

Stk. 2. Hvis censor og eksaminator ikke er enige om en fælles bedømmelse, giver de hver en karakter. Karakteren for prøven er

gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Hvis gennemsnittet ligger midt imellem to

karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers den nærmeste

lavere karakter.


Kriterier - Hvad bliver bedømt?

Du bliver bedømt på dine skriftlige projektbesvarelser, dit arbejde i standen og din mundtlige fremlægning. Der ses på dine valg, i forbindelse med løsning af projektopgaverne samt om standen fungerer korrekt. Endvidere vurderes din mundtlige fremlæggelse. Kan du fx bruge fagsproget, redegøre for løsningsforslag og besvare de stillede spørgsmål?

Der ses også på i hvor høj grad, du har undersøgt andre tekniske eller økonomiske løsningsmuligheder og er kommet med eventuelle forslag til forbedringer.

Du skal forvente, at du fra tid til anden får udleveret repetitionsopgaver. Formålet med disse er dels at arbejde lidt med tidligere gennemgået stof, få afklaret eventuelle spørgsmål, samt at forberede dig til eksamen.

Derudover vil læreren holde evaluerings status, hvor projektopgaverne gennemgås med de enkelte elever/grupper for at få klaring på om skriveprocessen fungerer og afklaret eventuelle problemer og spørgsmål.

Under arbejdet i standen, vil du løbende få feedback.