LUP - H2 - Industritekniker
Mål for undervisningen
Det overordnede tema for 2.HF er: Innovation, produktion og dokumentation
2. hovedforløb består af 2 projektmoduler. Overskrifterne kan fx være:
- Gearkasser og udvekslingVejledende varighed 6 uger
- DåsepresserVejledende varighed 4 uger

I begge projektmoduler, vil du også møde en række af uddannelsens grundlæggende kursusfag.
Vi har fokus på, at du skal have mulighed for at finde gode nytænkende løsninger på de udfordringer, som du bliver stillet.
Bemærk – at vi løbende ændrer, tilpasser eller udskifter indholdet af de 2 moduler. Det er ikke afgørende hvilken type af færdigt produkt, som du skal arbejde med. Det vigtigste er, at du i løbet af din uddannelse, opnår kompetence i alle fagets discipliner.

Læringsmål, fag og formelle mål
Det overordnede formål med 2.HF er, at give dig yderligere forudsætninger for at kunne arbejde med større og/eller mere komplicerede projekter. Endvidere har forløbet til formål, at styrke samarbejdet, og den kreative udvikling i din/jeres gruppe.
Som i ”det virkelige liv”, skal vi gerne ende med at have en tilfreds ”kunde.”
Arbejdet skal være udført inden for den aftalte tid, kvaliteten skal være i orden, og så skulle du meget gerne udvikle dig positivt - både fagligt og personligt - undervejs i forløbet.
Endvidere, er det et klart mål for os, at få dig til gennemtænke processen - inden - du går i gang med det praktiske arbejde.
På 2.HF, er det også et mål, at du bevæger dig fra rutineret niveau til et begyndende avanceret niveau.Læringsmål
I vores fagfordelingsplan kan du se fagenes kompetencemål og/eller målpinde. Disse mål kan dog være lidt svære at læse og forstå.Dine lærere vil derfor løbende præsentere dig for ugens, dagens - eller lektionens - læringsmål.
Et læringsmål er din lærers omformulering af de officielle mål. Hensigten er, at give dig nogle mere enkle og klare mål at styre efter.
Forløbets erhvervsfag, uddannelsesspecifikke fag, mfl.
Der er ikke grundfag på 2.HF
2.HF består af nedenstående fag:

Kompetencemål og målpinde
I uddannelsens fagfordelingsplan, bekendtgørelsen og uddannelsesordningen, kan du se alle de kompetencemål, og målpinde, som vi skal arbejde med på 2.HF.
Ekspert niveau:
Har du valgt dette niveau, vil der generelt være fokus på et højere kvalitetskrav. På dette niveau skal du i høj grad kunne løse opgaverne selvstændigt.
Du skal være i stand til, at kunne instruere andre i brugen af de forskellige maskiner, samt kunne instruere i programmering, teknisk tegning mv.
Målpinde for fagene på H2 - Industritekniker
Klik på + tegnet i nederste højre hjørne for at få vist indholdet af denne sektion.
Målpinde
- Lærlingen kan selvstændigt konstruere simple 3D parter ved hjælp af funktioner i et CAD-system (eks. Extrude og Extrude-cut samt rundinger og rejfninger)
- Tilpasse og redigere solider (mål på sketch/extrudering)
- Lærlingen kan selvstændigt vurdere hvornår det er mest hensigtsmæssigt at bruge funktionerne Revolve og Revolve-cut til fremstilling af symmetriske elementer
- Lærlingen kan udnytte funktionen Add Relation til at forkorte processen i emnekonstruktion
- Lærlingen kan bruge hole wizard til konstruktion af færdige huller efter DS - eks. gevindhuller, huller med undersænkning osv.
- Lærlingen kan gemme filerne i forskellige formater (STP, IGES, DXF osv.), for at kunne anvende dem i andre programmer såsom CAM eller måletekniske programmer
- Lærlingen kan instruere andre i opbygningen af en part
- Lærlingen kan fremstille komplekse emner ved brug af CNC-styrede fræsemaskiner
- Lærlingen kan aflæse punkter i et 3-akset koordinatsystem, samt beregne ukendte punkter ved hjælp af trigonometri
- Lærlingen kan anvende flere emnenulpunkter, herunder både styringens nulpunkter og en eller flere programmerede nulpunktsforskydninger
- Lærlingen kan instruere andre i brug af ISO som programmeringssprog
- Lærlingen kan anvende alle maskinens bearbejdningscyklusser til programmeringsopgaver på 3-akset CNC-fræser, under hensyntagen til GPS
- Lærlingen kan udarbejde dokumentationsmateriale i form af opstillingskort
- Lærlingen kan optimere fremstillingsprocesser på CNC-maskinen under hensyntagen til emnestyktal samt valg af opspændingsmetode, værktøj og programmering
- Lærlingen kan selvstændigt fremstille komplekse emner ved brug af CNC-styrede maskiner
- Lærlingen kan selvstændigt optimere hele CNC-processen og verificere bearbejdningen inden afvikling. Der inddrages nyeste software som hjælpemiddel
- Lærlingen kan selvstændigt konstruere og fremstille opspændingsfikstur til bearbejdning ved flerstyksproduktion og til emner med vanskelig geometri
- Lærlingen kan udarbejde teknisk produktionsdokumentation
- Eleven kan foretage idégenerering og idéudvælgelse, der bygger på kendte eller helt nye ideer.
- Eleven kan udføre en omverdensanalyse, samt planlægge og udvælge rentable indsatsområder.
- Eleven kan foretage en detaljeret planlægning og gennemførsel af innovationsprocessen, udvikle prototyper og formidle innovative ideer.
- Eleven opnår indgående kendskab til innovationsprocessen i relation til at udvikle nye serviceydelser, forbedre eller opfinde helt nye tekniske løsninger selvstændigt eller i samarbejde med andre.
- Lærlingen kan fremstille komplekse emner ved brug af CNC-styrede drejebænke med integreret C-akse
- Lærlingen kan aflæse punkter i et 2-akset koordinatsystem, samt beregne ukendte punkter ved hjælp af trigonometri
- Lærlingen kan instruere andre i opstilling og klargøring af maskinen, herunder montering af opspændingsværktøj, indlæsning af program og emnenulpunkt samt definition, opmåling og justering af værktøjer
- Lærlingen kan anvende ISO-programmering samt alle maskinens bearbejdningscyklusser til programmeringsopgaver, hvori der indgår horisontale og vertikale bore- og fræseoperationer, under hensyntagen til GPS
- Lærlingen kan udarbejde dokumentationsmateriale i form af opstillingskort
- Lærlingen kan selvstændigt optimere fremstillingsforløb på CNC-maskinen ved hensigtsmæssig programmering og valg af opspænding og værktøj
- Lærlingen kan oprette en assembly, og derefter samle (mate) flere parter til et færdigt produkt.
- Lærlingen kan ved hjælp af GPS (datums) låse parterne sammen i en assembly i forhold til en funktion med over 10 parter.
- Lærlingen kan simulere en given bevægelse samt sætte parter til at bevæge sige indbyrdes i forhold til hinanden.
- Lærlingen kan importere standardkomponenter fra toolbox til assembly.
- Lærlingen kan konstruere emner med dobbeltkrumme overflader og andre komplekse geometrier.
- Lærlingen kan målsætte tegninger med relevante GPS-symboler (planhed, rundhed, parallelitet, position osv.), herunder oprette datumsystemer og TED målsætning.
- Lærlingen kan instruere andre i opbygning og anvendelse af en assembly.
Målpinde for valgfagene på H2 - Industritekniker
Ingen resultater
Målpinde
- Lærlingen kan ud fra emnetegninger planlægge og udføre fremstilling af komplekse emner på konventionelle værktøjsmaskiner til arbejdsgrad IT-7
- Lærlingen kan udføre de til opgaverne nødvendige matematiske beregninger
- Lærlingen kan anvende de til fremstillingsprocessen af emnerne, nødvendige hjælpeværktøj og udstyr
- Lærlingen kan udarbejde det fornødne dokumentationsmateriale for de givne bearbejdningsopgaver
- Lærlingen kan ved brug af linjer, cirkler og punkter konstruere emnegeometri i CAM-systemet.
- Lærlingen kan anvende CAM-systemets editeringsmuligheder (trim, transformer, roter) til at justere konstruerede emnegeometrier.
- Lærlingen kan simulere værktøjsbaner til CNC drejning.
- Lærlingen kan postprocesse CAM program til færdigt CNC-program
- Lærlingen kan importere CAD-parter i et CAM-program og placere disse korrekt i koordinatsystemet.
- Lærlingen kan programmere og fremstille komplekse emner på 3-akset CNC fræsemaskine herunder udarbejde optimal operationsrækkefølge (metodeplan) til flersidet bearbejdning
- Lærlingen kan skifte til korrekt opspændingsudstyr (skruestikke, fiksturer mv.), opmåle emnenulpunkt samt klargøre, opstille og opmåle værktøjer manuelt eller på touch-setter eller indlæse værktøjsdata fra forindstillingsapparat.
- Lærlingen kan indkøre til produktion, foretage løbende kvalitetsstyring af bearbejdningsprocessen, genstarte i et CNC program efter blok- og sekvensnummer samt fejlfinde og optimere udarbejdede CNC programmer.
- Lærlingen kan med viden om bearbejdningsprocesser, opspændingsmetoder og værktøjer medvirke til optimering af emneproduktion i større serier.
- Eleven kan importere filer fra et 2D CAD-system til CAM-systemet, udføre verifikation samt rette fejlgeometrier
- Eleven kan anvende CAM-systemets editeringsmuligheder (eks. trim, transformer, roter) til klargøring af emnegeometri til bearbejdning herunder indlægge korrekte bearbejdningsdybder (Z-akse).
- Eleven kan vælge korrekte bearbejdningsdata, simulere værktøjsbaner, postprocesse til færdigt CNC-program samt overføre og teste programmet på en CNC fræsemaskine
- Eleven kan identificere minimum radius for bearbejdningsværktøjer samt fastlægge korrekte bearbejdningsdata til den valgte 2D geometri under hensyn til emnets stivhed og maskinstabilitet.
Vedhæftede filer
Indhold i undervisningen
OMFANG
Modul 1:
Eksempel på indhold, proces og produkt på Modul 1:
Gearkasser og udveksling 6 uger

Case:
Du er ansat i udviklingsafdelingen i virksomheden Søren Damgaard Eriksen og Sønner, hvor du skal stå for ombygning af virksomhedens eksisterende anlæg. Formålet med dette er, at anlæggene skal have samme kapacitet som de nyere anlæg på markedet.
I forbindelse med ombygningen skal de have indbygget en ny designet gearkasse.
Gearkassen skal kunne forøge hastigheden med forholdene 3/2 og 2. For at opfylde arbejdstilsynets krav, skal motoren af sikkerhedsmæssige årsager kunne frakobles.
Det betyder, at der skal laves en 2 trins gearkasse med frigear, hvor der indgår tandhjuls fræsning mm. Der skal være en udveksling på 1:1,5 og 1:2,0 med frigear, og der skal tages stilling til, hvordan der kan skiftes mellem de 3 gear.
Krav til dokumentation mv.
Som udgangspunkt omfatter dokumentationen:
- Tegninger - herunder samlingstegninger og detailtegninger af alle enkeltdelene i gearkassen.
- Tegningerne skal udformes i Inventor, så de både kan indgå i dokumentationen af gearkassen, samt anvendes til fremstilling af emnet.
- Huset skal laves så lille som muligt.
- Tandhjul skal fremstilles i modul 1,5
- Der skal tages stilling til nem afmontering af kuglelejer.
- Til brug ved fremstillingen, skal der laves opstillingskort og måleskemaer af de vigtigste emner.
Der er 1 uge til konstruktion og fremstilling af arbejdstegninger, måleskemaer og opstillingskort. Alt skal godkendes ved fremlæggelsen.
Efter den 1. uge, skal du fremlægge projektet for en repræsentant fra firmaet (og/eller dine lærere) der skal godkende projektet. Til fremlæggelsen skal du medbringe din samlede dokumentation, inkl. Skitser tegninger mv.
Ved projektets afslutning skal gruppen aflevere en rapport, der beskriver forløbet fra start til slut.
Modul 2
Eksempel på indhold, produkt og proces på Modul 2:

Dåsepresser 4 uger
Et rent miljø kræver bl.a. hjælpemidler og værktøjer til brug for affaldshåndtering. Et lille - men vigtigt værktøj – er en såkaldt dåsepresser.
I dette lille projekt får du mulighed for at finde gode nytænkende løsninger (innovation) på de udfordringer, som du bliver stillet.
Du/I skal arbejde med de forskellige faser i fremstillingen af produktet - dvs. fra idéen over forberedelsen og planlægningen til fremstillingen af produktet. Du skal også arbejde med dokumentationen og med at evaluere din arbejdsproces og produkt.
Krav til dokumentation mv.
Som udgangspunkt omfatter dokumentationen:
- Tegninger - herunder samlingstegninger og detailtegninger af alle enkeltdele.
- Tegningerne skal udformes, så de både kan indgå i dokumentationen, samt anvendes til fremstilling af emnet.
- Planlægning af produktionsforløbet.
- Ved projektets afslutning skal gruppen aflevere en rapport, der beskriver forløbet fra start til slut.
LÆRERROLLEN
De lærere, du møder i forbindelse med forløbet er alle uddannede Industriteknikere. Herudover har dine lærere også gennemført en pædagogisk uddannelse.
Dine læreres fornemste opgave er at vejlede, instruere, støtte, udfordre og undervise dig, så du bliver så dygtig som overhovedet muligt.
Husk, at hvis du undervejs får problemer og har behov for ekstra hjælp eller støtte, kan du aftale et yderligere møde med din kontaktlærer.
Bemærk, at lærerne arbejder sammen i et team, og lærerdækningen vil variere, ift. hvilken fase i forløbet, som vi er nået til.
ELEVROLLEN - DIN ROLLE
I de mere lærerstyrede forløb forventes det, at du deltager aktivt, og i det hele taget bidrager positivt til at skabe et godt undervisningsmiljø. Det forventes også, at du afleverer eventuelle delopgaver – og selve ”slutproduktet” - til den fastsatte tid, og at du - i det hele taget - overholder de indgåede aftaler.
I forløbet skal du selv være aktiv i forhold til at planlægge og gennemføre arbejdet ud fra en tidsplan, og du er medansvarlig for at den overholdes.
Det er vigtigt, at du har foretaget en form for analyse af problemstillingen, før du går i gang med at løse en teoretisk eller praktisk opgave:
- Har jeg forstået problemet?
- Hvad ved jeg i forvejen om dette?
- Hvilke løsningsmuligheder, kan jeg umiddelbart se?
- Kunne der være andre muligheder? (Undersøg, eksperimenter, konkluder)
DIN ARBEJDSTID
Som skole er vi forpligtigede til at sørge for at skolens elever skal have en arbejdsmængde, der svarer til hvad en faglært skal præstere på en normal arbejdsuge. I øjeblikket betyder det, at skolen skal beskæftige dig i 37 arbejdstimer om ugen.
Selvstudie kan omhandle stort set alt…Allerede en af de første dage på et forløb, vil du derfor typisk blive præsenteret for det samlede pensum for det forløb, som du er i gang med. Vi forventer, at du selvstændigt kan følge denne plan, så du altid møder velforberedt op til undervisningstimerne. Herudover kan dine selvstudietimer bestå af stort set alt, fra fx konkret løsning af matematikopgaver til mere kreative forslag til dit næste faglige projekt.
Selvstudie hvornår?
I løbet af en almindelig undervisningsuge, skal du regne med at have ca. 8 timers selvstudie. Vi anbefaler, at du løser dine selvstudieopgaver i skolens åbningstid.
Du kan også vælge først at møde til starten af Modul 1, eller at forlade skolen straks efter undervisningens ophør. Valget er dit!
Men, du skal så være opmærksom på, at dine selvstudieopgaver ret hurtigt kan blive til hjemmearbejde/lektier i stedet for.
BØGER OG LÆREMIDLER
Vi anvender bl.a. følgende bøger, brochurer, netadresser mv. på 2.HF:
- Læringsbog om rulningslejer.
- DS/ISO 96 Feder og not
- DS/ISO 129 Målsætning
- DS/ISO 806 -807 Pasninger Aksel og Huller
- Tandhjulsberegning.
- Brug af deleapparat.
- Værkstedstekniske beregninger.
- SDE: Projektoplæggene til projekterne på 2.HF.
- YouTube
- Internetadresser
- Kataloger
ARBEJDSMILJØ
Du skal være opmærksom på de gældende regler og på de ophængte påbudsskilte. Arbejdspladsbrugsanvisninger og skolens brandinstruks er ophængt i alle praktik og teorilokaler. I værkstedet skal du vise, at du er i stand til at omgås kollegaer, materialer, redskaber og værktøj på fuldt forsvarlig vis. (Herunder personlige værnemidler)
Førstehjælpsskabe og øjenskyl er ophængt flere steder, og området omkring dem skal være ryddet. Bemærk, at de opmærkede transportveje altid skal være ryddet for affald, værktøj mv.
MATERIALER – VÆRKTØJ – REDSKABER - UDSTYR
I forbindelse med værkstederne er der adgang til alle fagets maskiner og værktøjer. Værkstederne lever op til alle gældende regler og normer for området. Der er også adgang til AV-midler, så som computere med relevant software.
Evaluering og bedømmelse
DEN LØBENDE EVALUERING
Undervejs i forløbet vil du løbende få tilbagemeldinger (Feed-back) på dit samlede arbejde:
Er der vanskeligheder? Er kvaliteten i orden? Holder din tidsplan? Lærer du nok? Etc.
Disse samtaler afsluttes altid med en snak om, hvad dit næste skridt skal være (Feed- forward) for, at du har en realistisk mulighed for at nå i mål.
Faglige kompetencer:
Du vil blive vurderet løbende, alle opgaver skal præsenteres for din faglærer – hvorefter I taler sammen om din arbejdsproces og dit færdige produkt. Det er dit ansvar at få godkendt dine opgaver, og dermed få tilbagemeldinger fra din faglærer.
Dine faglige kompetencer vil blive vurderet efter, i hvor høj grad du lever op til de mål, der er beskrevet under de enkelte kursusfag. Dine teoretiske opgaver vil blive rettet og bedømt af din faglærer. Endelig vil din faglærer bedømme din overordnede fornemmelse for faget.
Bedømmelsen af dine faglige kompetencer resulterer i en karakter efter 7-trins-skalaen.
Personlige kompetencer:
Du vil også løbende blive evalueret på dine personlige kompetencer, som fx:
- Din evne til at samarbejde
- Holde orden
- Udvise selvstændighed
- Din lyst og vilje til at løse opgaven i en god kvalitet
- Om du overholder aftaler og tider
DEN OPSAMLENDE EVALUERING
Projektafslutningen er ikke en eksamen, men vurderingen indgår i dine standpunkt-karakterer for 2.HF.
Det Lokale Uddannelsesudvalg kan deltage i bedømmelsen, og de kan give en vejledende karakter, samt en kort kommentar til dit arbejde. Her vil det fremgå, om de/vi mener, om du evt. har behov for hjælp og støtte i nogle fag.
Dine lærere har på forhånd bedømt dit skriftlige arbejde, så du kan være sikker på at få en konstruktiv kritik.
*Hvis Det Lokale Uddannelsesudvalg giver en vejledende helhedskarakter, er den kun et udtryk for deres umiddelbare vurdering. Deres eventuelle vejledende karakter bliver ikke noteret nogen steder!
KRITERIER - HVAD BLIVER BEDØMT?
På 2.HF bedømmes du – generelt - ud fra, at du efterhånden har fået en vis rutine i fagets almindelige discipliner.
Hvad bliver bedømt?
- Tegneteknik. (Skitser og Cad)
- Korrekthed (Projektering)
- Din programmering.
- Dokumentation (Din rapport, måleskemaer, tidsplan, beregninger, kvalitetssikring mv.)
- Din evne til at anvende det rigtige udstyr og værktøj.
- Din evne til at indsamle de nødvendige informationer.
- Om du overholder fagenes måltolerancer og kvalitetskrav.
- Om praktikarbejdet fremstår afleveret rengjort og klar til brug.
- Om du gennemfører projektet sikkerhedsmæssigt korrekt i forhold til dig selv, andre personer, lokaler og udstyr.
- At du har vist, du kan arbejde selvstændigt. (Dog i forhold til, hvor langt du er nået i uddannelsen)
DEN AFSLUTTENDE PRØVE PÅ TRIN 1 – INDUSTRIASSISTENT
Har du valgt af afslutte din uddannelse efter trin 1, skal du bestå en afsluttende prøve.
Skolen afholder derfor - mod slutningen af skoleundervisningen - en eksamen, der består af et praktisk orienteret projekt.
Projektets formål er, at vise om du har tilegnet dig de erhvervsfaglige, almene og personlige kompetence-mål for uddannelsen.
Projektet tager udgangspunkt i kompetencemålene for uddannelsens trin 1.
Projektet bedømmes på skolens foranstaltning.
Skolen indsender oplysning om de enkelte karakterer til det faglige udvalg, hvorefter den beregnede prøvekarakter påføres dit uddannelsesbevis.