Beskrivelse: I dette emne skal vi arbejde med erkendelse og videnskabsteori. Fokus er hovedsageligt på naturvidenskab og naturvidenskabelig erkendelse. Vi starter dog med en kort diskussion om menneskehedens forsøg på at forstå verden fra oldtiden og frem til renæssancen, inklusivt religiøse og mytiske forklaringer. Der kigges også tilbage på Platon og Aristoteles’ uenighed om erkendelsens natur.
Fokus skifter herefter til vores hovedinteresse. Vi undersøger den naturvidenskabelige metodes fødsel i oplysningstiden, hvor empirismen blev nøglen til ny viden om mennesket, naturen og universet. Empirismens fader englænderen Francis Bacon satte fokus på vigtigheden af induktion, dvs. eksperimenter og observationer som fundamenter for videnskabelige teorier. Sandheden skulle findes ved at undersøge empiri, dvs. den viden der tilegnes via sanserne. Denne tilgang til videnskab sejrede over rationalismen, især hos Descartes, hvor logik var kilden til viden. Som Descartes (måske) sagde: ”Jeg tænker, altså er jeg”.
En af bannerførerne for den naturvidenskabelige revolution var Newton, som fremstillede teorien om det mekaniske univers, der adlød universelle love. Naturvidenskaberne fik, via denne forklaringskraft, stor prestige blandt beslutningstagere, eliter og – i stigende grad – den almindelige befolkning. Lige pludseligt begyndte man at forstå både de allermindste fænomener og universelle love.
I det nittende århundrede nåede man topmålet af denne tillid til empirismen. Måleinstrumenter og stadigt mere forfinede videnskabelige metoder gjorde både videnskabsmænd og den brede befolkning overbeviste om naturvidenskabens uantastelige forklaringskraft.
August Comtes positivisme påstod, at kun empiriske resultater kunne være sandhed. Ligeledes var kun det målbare og iagttagelige af interesse for videnskaben. For Comte var den naturvidenskabelige metode også gangbar i andre discipliner og felter. Kun ved at efterligne naturvidenskaberne kunne man opnå sand viden. Det gjaldt også studier af sprog, litteratur og kunst. Comte mente også, at videnskaben havde udviklet sig over flere forskellige faser. Den sidste (og nuværende) fase var det positive stadium, hvor man endeligt opnåede sand viden ved at verificere teorier igennem eksperimenter og observationer.
I starten af det tyvende århundrede stillede Karl Popper dog spørgsmål til den sidstnævnte antagelse. Modsat Comte mente Popper ikke, at videnskab kunne verificere. Den naturvidenskabelige metode kunne ikke bevise, den kunne kun afvise. Lige meget hvor ofte man nåede frem til et resultat var der altid mulighed for undtagelser. Kun ved at falsificere kom man tættere og tættere på sandheden. Popper mente derfor, at videnskaben skulle være vild og ambitiøs. Målet var ikke at blive på sikker grund og bevise teorier. I stedet gjaldt det om at være ambitiøs og afvise teorier. Denne ide blev især affødt af det faktum, at mange revolutionerende opdagelser og teorier efter starten af det tyvende århundrede ikke længere var eksperimentelle, men teoretiske. Her er Albert Einsteins relativitetsteori et eksempel. Denne og mange andre teorier fra perioden kunne først efterprøves eksperimentelt langt senere.
Idealerne om den objektive videnskab i jagt på eviggyldige sandheder fik yderligere et skud for boven af Thomas Kuhn. Kuhns argument var, at videnskab bevæger i faser eller paradigmer, hvori der etableres fælles forståelser om videnskabens metoder, resultater og mål. I den normalvidenskabelige fase arbejdes der indenfor paradigmet. Kun når normalvidenskaben ikke kan finde svar og der ophobes tilstrækkeligt uløselige problemer eller anomalier, sker der et paradigmeskifte. Paradigmer deler ikke antagelser, definitioner og forståelseshorisonter. Paradigmer kan forklare verden på deres måde, men ikke snakke sammen. Kuhn kalder dette inkommensurabilitet. Kuhns tænkning var en revolutionerede kritik af den længe etablerede ide om den kumulative, objektive naturvidenskab. Hans teorier gav indblik i videnskabernes udvikling, specielt det faktum at omvæltninger spiller en grundlæggende rolle.
I løbet af emnet skal vi undersøge alle disse faser og forståelser af naturvidenskaben. Vi skal også lave en videnskabssociologisk analyse, hjulpet af Shapin og Shaffers komplekse teknologi-begreb, og bruger i denne forbindelse Mark Levinsons underholdende dokumentar om CERN som analyse-objekt. Slutteligt skal eleverne forsøge at analysere naturvidenskabens status i disse årtier. Mange forskere siger, at naturvidenskaben er i krise. Men hvordan kan det være? Er det sandt?
Fokus skifter herefter til vores hovedinteresse. Vi undersøger den naturvidenskabelige metodes fødsel i oplysningstiden, hvor empirismen blev nøglen til ny viden om mennesket, naturen og universet. Empirismens fader englænderen Francis Bacon satte fokus på vigtigheden af induktion, dvs. eksperimenter og observationer som fundamenter for videnskabelige teorier. Sandheden skulle findes ved at undersøge empiri, dvs. den viden der tilegnes via sanserne. Denne tilgang til videnskab sejrede over rationalismen, især hos Descartes, hvor logik var kilden til viden. Som Descartes (måske) sagde: ”Jeg tænker, altså er jeg”.
En af bannerførerne for den naturvidenskabelige revolution var Newton, som fremstillede teorien om det mekaniske univers, der adlød universelle love. Naturvidenskaberne fik, via denne forklaringskraft, stor prestige blandt beslutningstagere, eliter og – i stigende grad – den almindelige befolkning. Lige pludseligt begyndte man at forstå både de allermindste fænomener og universelle love.
I det nittende århundrede nåede man topmålet af denne tillid til empirismen. Måleinstrumenter og stadigt mere forfinede videnskabelige metoder gjorde både videnskabsmænd og den brede befolkning overbeviste om naturvidenskabens uantastelige forklaringskraft.
August Comtes positivisme påstod, at kun empiriske resultater kunne være sandhed. Ligeledes var kun det målbare og iagttagelige af interesse for videnskaben. For Comte var den naturvidenskabelige metode også gangbar i andre discipliner og felter. Kun ved at efterligne naturvidenskaberne kunne man opnå sand viden. Det gjaldt også studier af sprog, litteratur og kunst. Comte mente også, at videnskaben havde udviklet sig over flere forskellige faser. Den sidste (og nuværende) fase var det positive stadium, hvor man endeligt opnåede sand viden ved at verificere teorier igennem eksperimenter og observationer.
I starten af det tyvende århundrede stillede Karl Popper dog spørgsmål til den sidstnævnte antagelse. Modsat Comte mente Popper ikke, at videnskab kunne verificere. Den naturvidenskabelige metode kunne ikke bevise, den kunne kun afvise. Lige meget hvor ofte man nåede frem til et resultat var der altid mulighed for undtagelser. Kun ved at falsificere kom man tættere og tættere på sandheden. Popper mente derfor, at videnskaben skulle være vild og ambitiøs. Målet var ikke at blive på sikker grund og bevise teorier. I stedet gjaldt det om at være ambitiøs og afvise teorier. Denne ide blev især affødt af det faktum, at mange revolutionerende opdagelser og teorier efter starten af det tyvende århundrede ikke længere var eksperimentelle, men teoretiske. Her er Albert Einsteins relativitetsteori et eksempel. Denne og mange andre teorier fra perioden kunne først efterprøves eksperimentelt langt senere.
Idealerne om den objektive videnskab i jagt på eviggyldige sandheder fik yderligere et skud for boven af Thomas Kuhn. Kuhns argument var, at videnskab bevæger i faser eller paradigmer, hvori der etableres fælles forståelser om videnskabens metoder, resultater og mål. I den normalvidenskabelige fase arbejdes der indenfor paradigmet. Kun når normalvidenskaben ikke kan finde svar og der ophobes tilstrækkeligt uløselige problemer eller anomalier, sker der et paradigmeskifte. Paradigmer deler ikke antagelser, definitioner og forståelseshorisonter. Paradigmer kan forklare verden på deres måde, men ikke snakke sammen. Kuhn kalder dette inkommensurabilitet. Kuhns tænkning var en revolutionerede kritik af den længe etablerede ide om den kumulative, objektive naturvidenskab. Hans teorier gav indblik i videnskabernes udvikling, specielt det faktum at omvæltninger spiller en grundlæggende rolle.
I løbet af emnet skal vi undersøge alle disse faser og forståelser af naturvidenskaben. Vi skal også lave en videnskabssociologisk analyse, hjulpet af Shapin og Shaffers komplekse teknologi-begreb, og bruger i denne forbindelse Mark Levinsons underholdende dokumentar om CERN som analyse-objekt. Slutteligt skal eleverne forsøge at analysere naturvidenskabens status i disse årtier. Mange forskere siger, at naturvidenskaben er i krise. Men hvordan kan det være? Er det sandt?
Rumtype: Manuel